Forestil dig to øjne der sidder hvor de skal.
Forestil dig et æg der sidder hvor det skal.
Et par øjne bliver slået ud på panden. Efter et øjeblik er de ikke længere rå.
Forestil dig fiskens mælkedøde blik.
Solens stik og tidens tand får fisken til at lugte.
Tænder rådner kun i munden på den der lever.
Bevar dit tandsæt i dødens anonyme kranium.
Men før du når dertil, må du se din hud, dine muskler, dine indvolde, dine knogler i øjnene.
Din usynlige forvandling kaldes forfald.
Tør du give efter for dit indre kollaps?
Tørlagt kvæles du i tilstand på tilstand.
Blik stille.
Ægget mellem dine læber brister
under trykket af dine kæbers krampe.
Råt løber blodet.
Øjeblikkets tyngde er gult.
Du falder.
Fisken flyver.
To øjne
løber
i vand.

 

Eva Aalbæk-Nielsen
(danser, koreograf, tekst- & billedkunstner)
Juli 2014

TANKENS ØJE HAR SKABT ET BILLEDE
EN NEUROLOGISK BEVÆGELSE IND I DET VIRTUELLE
EN FORESTILLING